Vedtægter
Gældende for Haveforeningen Søvang af 1955
VEDTÆGTER FOR HAVEFORENINGEN SØVANG
Stiftet den 6. april 1955
VEDTÆGTER FOR HAVEFORENINGEN SØVANG
§ 1 Foreningens navn og adresse
Haveforeningen Søvang, Sylbækvej 38, 8230 Åbyhøj. Haveforeningens hjemsted er Århus Kommune.
§ 2 Formål og virke
2.1 Foreningens formål er at skaffe medlemmerne så gode og billige vilkår for leje af deres have som muligt og på andre måder at skaffe medlemmerne mest muligt glæde og nytte af deres have.
2.2 Foreningen kan støtte og bakke op om fællesforeninger indenfor haveforeningens rammer med det formål, at dække behov for en større del af haveforeningen medlemmer og på de vilkår, at alle haveforeningens medlemmer kan deltage. Foreningens bestyrelse kan økonomisk støtte etableringen af sådanne fællesforeninger under forudsætning af at de vurderes, at kunne hvile i sig selv i løbet af kortere tid, er non-profit og medlemmerne af fællesforeningen bærer det økonomiske ansvar jfr. 6 stk. 3. Fællesforeninger skal sikre at bestyrelsen har en ajourført liste over fællesforeningens økonomisk ansvarlige. – stillet af bestyrelsen
2.3 Foreningen skal gennem sin bestyrelse sikre, at beslutninger vedtaget på generalforsamlingerne efterleves.
§ 3 Medlemmer
3.1 Som medlem kan optages personer, som samtidig med medlemskabets ikrafttræden lejer en have.
3.2 Medlemmer skal have fast og lovlig bopæl i Århus Kommune og være tilmeldt folkeregisteret samme sted.
Adresseændring skal omgående, og senest 2 uger efter at ændringen er sket, meddeles til formand eller kasserer.
3.3 Haverne må gerne anvendes hele året, men ikke til helårsbeboelse.
3.4 Intet medlem kan optages i foreningen uden bestyrelsens godkendelse, jfr. dog § 4.5.
3.5 Ingen kan være lejer af mere end een have. Der kan ikke ske nogen form for fremleje.
3.6 For lejeforholdet udstedes en lejekontrakt, der er den til enhver tid gældende standardlejekontrakt, hvis bestemmelser, sammen med nærværende vedtægt og øvrige bestemmelser der er pålagt området, er gældende for det enkelte lejeforhold.
§ 4 Overdragelse af have
4.1 Hvis et medlem ønsker at afstå sin have, skal dette meddeles til bestyrelsen.
4.2 For ny lejer betales et gebyr for indmeldelse.
4.3 Overdragelse af have til ægtefælle, samlever, børn, børnebørn, forældre, bedsteforældre eller søskende, kan ske uden bestyrelsens godkendelse, men dog således at overdragelsen skal meddeles til bestyrelsen.
Bestyrelsen kan dog nægte en sådan overdragelse / salg, hvis vægtige grunde taler derimod.
4.4 Ved overdragelse til ægtefælle, samlever og børn skal der ikke betales gebyr for indmeldelse.
4.5 Afgår medlemmet ved døden skal dødsboet afhænde haven i overensstemmelse med
ovenstående regler.
§ 5 Haveleje
5.1. Havelejen opkræves ½-årligt og forfalder til betaling, henholdsvis 1. april og
1. oktober. Havelejen beregnes ud fra de antal kvadratmeter haven er opmålt til med et af generalforsamlingen fastsat beløb pr. kvadratmeter.
5.2 A conto vand opkræves i april.
5.3 Bestyrelsen kan give henstand med betalingen, når særlige forhold gør sig gældende.
5.4 Lejeafgiften pr. m2 for den enkelte havelod fastsættes af foreningens generalforsamling ud fra de budgetter m.m., som af foreningens bestyrelse er forelagt generalforsamlingen til godkendelse.
Bestyrelsen kan dog til enhver tid regulere havelejen med forhøjelser af afgiften til Århus Kommune.
5.5 Forfalder leje eller anden pligtig pengeydelse, som påhviler medlemmet, til betaling på en helligdag eller en lørdag udskydes forfaldsdagen til den følgende hverdag. Betaling anses for rettidigt, når den erlægges senest 3. hverdag efter forfaldsdagen, eller når denne hverdag er en lørdag den følgende hverdag.
§ 6 Manglende betaling af leje og ophævelse af lejemålet
6.1 Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af den indgåede lejeaftale, såfremt leje eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidigt og medlemmet ikke har berigtiget restancen senest 14 dage efter at skriftligt påkrav ved anbefalet skrivelse er afsendt eller mundtligt påkrav er fremsat overfor medlemmet og denne har kvitteret for modtagelsen af påkravet.
Det er dog en forudsætning for ophævelsen af lejeaftalen, at foreningens påkrav skal være afgivet efter sidste rettidige betalingsdag, og det skal udtrykkelig angives, at lejemålet kan ophæves, hvis lejerestance m.m. ikke betales inden udløbet af den angivne frist.
6.2 Er lejen eller anden pligtig pengeydelse ikke betalt rettidigt, kan foreningen kræve et gebyr på 100 kr. for hver forsinket indbetaling.
6.3 Foreningen er berettiget til for ethvert krav mod et medlem at søge sig fyldestgjort i den på vedkommende medlems havelod værende bebyggelse, beplantning m.v., forud for alle andre kreditorer.
6.4 Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af den indgåede lejeaftale, såfremt medlemmet overlader brugen af havelodden til en anden og trods foreningens skriftlige indsigelse fortsætter dermed, eller såfremt brugeren af en havelod eller dennes husstand i gøren og laden er til væsentlig gene og ulempe for foreningen eller dens øvrige medlemmer og ikke retter sig efter bestyrelsens skriftlige henstilling om at indordne sig efter gældende ordensregler.
6.5 Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af den indgåede lejeaftale, såfremt medlemmet misrøgter/misligholder den lejede havelod eller tilsidesætter bestemmelser fra Århus Kommune, eller på tilsvarende måde tilsidesætter foreningens til enhver tid gældende vedtægter og ordensbestemmelser.
6.6 Har medlemmet ikke inden 1 måned efter ophævelsen bortfjernet eller afhændet sin bebyggelse, eller er afhændelsen sket i strid med denne vedtægts bestemmelser herom bestemmer bestyrelsen, hvem der skal overtage have og bebyggelse, og de vilkår overtagelsen skal ske på.
Såfremt bebyggelsen ikke kan afhændes i henhold til den værdi der kræves, er bestyrelsen berettiget til at afhænde bebyggelsen bedst muligt, evt. ved auktion.
Ved afregning til medlemmet kan bestyrelsen fratrække enhver udgift der er forbundet med ophævelsen og tvangssalget, herunder bl.a. advokatomkostninger, retsgebyrer m.m.
Når ophævelse af et medlemskab og lejeaftale er sket, er det pågældende medlem pligtig til – indtil salg til en ny lejer – at svare foreningen leje og andre ydelser for havelodden, indtil denne er fraflyttet og ryddeliggjort, ligesom medlemmet er pligtig til at vedligeholde haven i samme periode.
6.7 Ved ophævelse af lejemål i henhold til §§ 6.4 og 6.5 i nærværende kapitel er medlemmet berettiget til, senest 14 dage efter afsendelse af ophævelses-skrivelse, skriftligt at forlange spørgsmålet endeligt afgjort på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.
§ 7 Ordensregler m.m.
7.1 Generalforsamlingen fastsætter ordensbestemmelser og de retningslinier som skal være gældende for området, og som foreningens bestyrelse skal forvalte og administrere.
7.2 Bestyrelsen er berettiget til at fastsætte supplerende bestemmelser, som i givet fald skal godkendes på førstkommende generalforsamling.
7.3 Medlemmet er pligtig til at overholde alle bestemmelser, som foreningens generalforsamling, bestyrelse eller offentlige myndigheder pålægger området. Ved overtrædelse af disse bestemmelser kan lejemålet ophæves, jfr. § 6.
7.4 Bestyrelsen har ret til at efterse havelodden, når den ønsker det.
7.5 Enhver der føler sig forurettet af bestyrelsens afgørelse kan indanke denne for en ordinær eller en ekstraordinær generalforsamling. Meddelelse herom skal være formanden i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen. Foreningens medlemmer skal skriftligt informeres om klagen senest 8 dage før generalforsamlingen.
7.6 Det har ikke opsættende virkning at bestyrelsens afgørelse indankes for generalforsamlingen.
Krav om tvangssalg af haven har dog opsættende virkning indtil en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling endeligt har behandlet medlemmets klage over bestyrelsens afgørelse.
Generalforsamlingens afgørelse er endelig og bindende.
7.7 Det får ingen konsekvenser for bestyrelsen, hvis generalforsamlingen underkender bestyrelsens afgørelse angående ophævelse af lejemålet.
7.8 Bestyrelsen kan indkalde medlemmerne til at arbejde i foreningen interesse.
§ 8 Bestyrelsen
8.1 Bestyrelsen består af formand, valgt i lige år for 2 år, og kasserer valgt i ulige år for 2 år, samt 5 bestyrelsesmedlemmer valgt for 2 år. Der vælges skiftevis 3 i lige år og 2 i ulige år.
På generalforsamlingen vælges der skiftevis 1 revisor der sidder for 2 år. Der vælges ligeledes 3 som er bestyrelses og revisor suppleanter for 1 år. I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig selv.
8.2 Afgår formanden eller kassereren i utide, kan bestyrelsen konstituere sig selv med ny formand henholdsvis kasserer indtil næste generalforsamling.
8.3 Hvis et bestyrelsesmedlem afgår i utide, indtræder 1. suppleanten der herefter sidder som bestyrelsesmedlem i resten af det afgåede medlems valgperiode.
8.4 Bestyrelsen leder foreningen. Bestyrelsesmøder afholdes, når dette skønnes nødvendigt.
Formanden eller i hans forfald næstformanden, leder møderne.
8.5 Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
8.6 Sekretæren fører en forhandlingsbog med referat af bestyrelsesmøderne.
Forhandlingsbogen underskrives af og godkendes af de bestyrelsesmedlemmer, der har deltaget i mødet ved det næstfølgende bestyrelsesmøde. 8.7 Formanden repræsenterer foreningen.
8.8 Kassereren fører regnskabet og udarbejder årsregnskab.
8.9 Bestyrelsen kan råde over maksimum kr. 15.000,00 af foreningens formue til een udgift ad gangen uden generalforsamlingens samtykke.
§ 9 Regnskab og revision
9.1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Årsregnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik og regnskabet skal underskrives af de valgte revisorer.
9.2 Årsregnskabets indhold skal være i overensstemmelse med den foretagne bogføring og tilstedeværende bilag. Revisorerne foretager mindst et uanmeldt kasseeftersyn pr. år.
9.3 Foreningens formue forrentes bedst muligt.
Kassereren må ikke have større beløb liggende end hvad der skønnes nødvendig til den daglig drift.
9.4 Det påhviler de valgte revisorer at revidere foreningens årsregnskab og føre revisionsprotokol over de bemærkninger revisionsarbejdet giver anledning til.
§ 10 Generalforsamlingen
Der afholdes 2 generalforsamlinger hvert år i tidsrummet fra den 1. april til den 30. april og 1. september til den 30. september.
10.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
10.2 Dagsorden for generalforsamlingen i april skal indeholde følgende:
1) Valg af dirigent.
2) Referat fra sidste generalforsamling oplæses.
3) Bestyrelsen aflægger beretning til godkendelse.
4) Årsregnskab med revisionsprotokol til godkendelse.
5) Indkomne forslag.
6) Godkendelse af budget.
7) Valg af formand / kasserer.
8) Valg af bestyrelsesmedlemmer, 3 i lige år og 2 i ulige år.
9) Valg af revisor.
10) Valg af 3 suppleanter til bestyrelsen og revisor.
11) Eventuelt.
Dagsorden for generalforsamlingen i oktober skal indeholde følgende:
1) Valg af dirigent, referent, stemmetællere
2) Kommentarer til forårets generalforsamling
3) Bestyrelsen aflægger beretning til godkendelse.
4) Indkomne forslag.
5) Eventuelt.
10.3 Generalforsamlingen afholdes i tidsrummet fra den 1. april til den 30. april, 1. september til 30. september.
Indkaldelse skal ske med mindst 14 dages varsel ved brev eller opslag på foreningen opslagstavle.
10.4 På generalforsamlingen har hvert havelod een stemme.
Stemmeret har dog kun medlemmer, der ikke er i restance med haveleje.
10.5 Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
10.6 Et medlem kan vælges, uden at han/hun er personligt tilstede, når der foreligger en skriftlig erklæring fra vedkommende om at han/hun er villig til at modtage valg.
10.7 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Indkomne forslag skal ophænges på foreningens opslagstavle senest 8 dage før generalforsamlingen.
10.8 Afstemningerne foregår ved håndsoprækning, men skal ske skriftligt blot eet af de tilstedeværende medlemmer ønsker det.
10.9 Valg af bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleanter skal ske skriftligt, såfremt der er opstillet flere kandidater end de, der skal vælges.
10.10 Står stemmerne på 2 kandidater lige, foretages omvalg. Står stemmerne herefter fortsat lige, trækkes der lod.
10.11 Ekstraordinær generalforsamling afholdes når et flertal af bestyrelsens medlemmer eller når 1/3 af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom og fremsender motiveret dagsorden til formanden. Generalforsamlingen er kun lovlig, hvis mindst 2/3 af de medlemmer der har begæret den ekstraordinære generalforsamling er repræsenteret.
10.12 Ekstraordinær generalforsamling kan ligeledes kræves af et medlem, hvis medlemskab er ophørt under påberåbelse af misligholdelse efter §§ 6.4 og 6.5. Generalforsamling vedrørende fradømmelse af have er lovlig, uanset antallet af fremmødte medlemmer.
10.13 Indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel og skal ske ved både brev og opslag på foreningens opslags-tavle samt på mail og SMS.
10.14 Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal.
10.15 Såfremt afstemningen drejer sig om optagelse af kollektiv lån, ekstraordinære indskud eller større anlægsopgaver, såsom kloakering, nedlæggelse af vandledninger og lignende, som vil medføre en forøgelse af havelejen pr. have på mere end kr. 500,00 årligt, kræver sådanne forslag at mindst 2/3 af medlemmerne har givet fremmøde og at 2/3 af de afgivne stemmer stemmer for forslaget.
Er fremmødet ikke tilstrækkeligt stort, men har forslaget fået tilslutning af mere end 2/3 af de afgivne stemmer, kan der indkaldes til ny ekstraordinær generalforsamling, som uanset antallet af fremmødte kan vedtage forslaget med 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede.
10.16 Ændringer af ordensreglementet kræver ligeledes at 2/3 af de fremmødte på generalforsamlingen stemmer for forslaget.
10.17 Generalforsamlingens protokol underskrives af generalforsamlingens dirigent, bestyrelsens formand og sekretær.
§ 11 Tegning og hæftelse
11.1 Foreningen tegnes af formanden, eller i hans forfald næstformanden, samt kassereren.
Kassereren er bemyndiget til at betale regninger via netbank og overføre penge mellem foreningens konti.
Kassereren kan kautionsforsikres. Forsikringens omfang bestemmes af bestyrelsen og præmien betales af foreningen.
11.2 Medlemmerne hæfter pro rata for foreningens indgåede gældsforpligtelser, således som disse til enhver tid kan udledes af foreningens regnskabsaflæggelse overfor medlemmerne.
11.3 For foreningens forpligtelse overfor Århus Kommune hæfter alle medlemmer
solidarisk. 11.4 Bestyrelses udgifter til telefon, kontorhold m.v. dækkes af foreningen.
§ 12 Vedtægtsændringer
12.1 Nærværende vedtægter kan kun ændres, når 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor på 2 af hinanden følgende ordinær eller ekstraordinær generalforsamlinger. Generalforsamlingerne afholdes med mindst 7 dage og højst 21 dages mellemrum.
§ 13 Opløsning
13.1 Hvis gyldig beslutning om at foreningens virke overføres til et andet have-område, vil foreningens formue være at overføre til den forening, som viderefører det nye haveområde og med samme forpligtelser overfor den opløste forenings medlemmer.
13.2 Hvis foreningens opløsning skyldes, at foreningen helt ophører med at drive kolonihaver, vælges 2 likvidatorer til at afvikle foreningen og mellemregning med medlemmerne.
13.3 Den beholdne formue fordeles mellem det antal medlemmer, der er registreret på det tidspunkt, hvor foreningen opløses.
13.4 Foreningen kan ikke opløses, så længe kontrakten med Århus Kommune består.
Seneste revision af vedtægterne var 6. juni 2024.
Hent vedtægter til print her
Opslagstavlen
Kalenderen
- 18. januar 2025
-
-
Duehuset: Jacob Hogrebes 70 års fest
18. januar 2025 @ 12:00 - 23:55
-
- 21. januar 2025
-
-
Duehusmøde
21. januar 2025 @ 19:30 - 21:30
-
- 22. januar 2025
-
-
Strikkeaften duehus
22. januar 2025 @ 19:30 - 22:00
-
- 2. februar 2025
-
-
Duehus fødselsdag Silke barn
2. februar 2025
-
- 4. februar 2025
-
-
Bestyrelsesmøde Søvang
4. februar 2025
-